50 millioner tilhængere verden over tilbeder ham som Gud. Men nu afsløres den
indiske guru Sai Baba af drenge og unge mænd som pædofil.
|
Illustration:
ÅNDELIG UDNYTTELSE: Mange drenge og unge mænd har været til »privat-interview«
med den store guru Sai Baba. Men det er tilsyneladende ikke kun åndelige ting, guruen har praktiseret. Fra hele verden dukker flere og flere
historier op om disciple, der er blevet seksuelt udnyttet af Sai Baba.
|
Guruen Sai Baba er en af de mest berømte, rigeste og magtfulde mænd i Indien og regnes af sine tilhængere for at være
inkarnationen af Gud. En række vidneudsagn afslører ham nu som homoseksuel, pædofil, der systematisk har
misbrugt drenge og unge mænd i Guds navn.
Sai Baba er blevet udråbt som en avatar, altså inkarnationen af gudskraften, både af ham selv og hans tilhængere, der skønnes at tælle 50 millioner
mennesker verden over. Blandt hans tilhængere er fremtrædende videnskabsfolk, forretningsmænd og polikere, herunder den tidligere og den
nuværende premierminister i Indien.
Der fortælles et væld af historier om hans materialiseringer af aske og
smykker, hans evne til at helbrede og til at se ind i fremtiden, men gennem årene har der også været rygter om seksuelt misbrug af drenge, som altid er
blevet tilbagevist med en forklaring om, at det er mørke kræfter, der er på
spil.
Nu træder imidlertid flere og flere unge mænd frem og fortæller, hvad de har været udsat for, når de kom til »interview« hos den snart 75-årige lille
mand med det store, sorte krøllede hår. Unge mænd, der som drenge blev bragt til
Sai Baba af deres forældre, som var lykkelige for, at deres søn blev udvalgt til et solo-interview, eller unge mænd, der gik enten på hans skole eller
college i Puttaparthi. Men bag de lukkede døre foregik ifølge vidneudsagn et seksuelt misbrug, som drengene skammede sig over og blev truet og betalt til
at tie om.
Misbrugt på familierejser
De sidste nye afsløringer er blevet bragt i The Daily Telegraph, hvor journalisten Mick Brown blandt andet har interviewet det amerikanske ægtepar
Carrie og Jeff Young, der var tilhængere af Sai Baba i mere end 20 år. En
hengivenhed, der stoppede brat, da deres søn Sam for et år siden ikke længere
kunne bære på hemmeligheden om, at han blev udsat for seksuelt misbrug, hver
gang han rejste med sine forældre ned til ashramen i Puttaparti.
Sai Baba gjorde altid et stort nummer ud af familien, når de besøgte ashramen. De kom ind til interview, hvad der for Baba-tilhængere regnes for
at være en stor ære, og sønnen fik altid mindst dobbelt så mange interviews
- alene.
I dag spørger Carrie og Jeff Young sig selv, hvordan det kunne ske,
uden at de havde den mindste mistanke, ikke mindst fordi Sam allerede for fem år betroede sin far nogle detaljer, som burde have vakt mistanke.
Sam fortalte sin far, hvordan Sai Baba under et interview havde
materialiseret noget olie i sin hånd, havde lynet hans bukser ned og gnedet hans kønsdele med olien.
Sam forklarede sin far, at han ikke havde følt noget seksuelt eller forkert ved det, men at det blot føltes som om, Sai Baba
»gjorde sit job".
Hans far Jeff havde haft den samme oplevelse som 18-årig og havde forklaret det for sig selv som healing, hvad far og søn så blev enige om, at det også
var for sønnens vedkommende. Hvad Sam først flere år efter fortalte sin far var, at Sai Babas tilnærmelser blev mere og mere aggressive. Sai Baba kyssede
ham, tog på ham og forsøgte at tvinge ham til oral-sex, mens han forklarede, at det var for at »rense ham«.
Hver gang gav Sai Baba Sam gaver i form af ure, ringe og kontanter til en samlet sum af små 100.000 kr. og bad ham om at tie stille med, hvad der var
sket.
Sam forklarer i dag, at han ikke sagde noget før, fordi han siden han blev født var opdraget til at tro, at Sai Baba var Gud.
Sai Baba forklarede Sam sine handlinger med, at Sam var en helt særlig
tilhænger, og det var en stor ære og velsignelse, han blev udsat for. Når Sam
forsøgte at modsætte sig, truede Sai Baba ham med, at han ikke ville kalde hans forældre ind til flere interviews.
Sam betroede sig på et tidspunkt til to andre amerikanske teenagere, der var studenter på Puttaparthi College. De havde lignende
erfaringer.
Frygt for den store mester
»De retfærdiggjorde det ved at regne det som en åndelig oplevelse. Men vi
talte ikke så meget om det, fordi hvis han virkelig var alvidende, ville han også vide, hvad vi talte om, og hvad der foregik i vores
hoveder," siger Sam til The Daily Telegraph.
For to år siden forsøgte Sai Baba ifølge Sam at voldtage ham, og da familien skulle rejse til ashramen i Puttaparthi året efter, erklærede Sam over for
sin far, at han ikke ville være alene med Sai Baba, dog uden at forklare
hvorfor.
I ashramen blev Sam imidlertid kaldt ind til et "privat-interview", og da Sai
Baba forsøgte at tvinge ham til oral-sex, nægtede Sam og gik derfra for sidste
gang.
Først måneder senere fik han modet til at fortælle sine forældre, hvad der var sket gennem årene.
Carrie og Jeff Young kontaktede ledende personer inden for den amerikanske Sai Baba Organisation og fortalte dem om Sai Babas overgreb på deres søn.
Reaktionen var benægtelse. En sagde, at alt hvad Sai Baba gjorde var for det højeste gode for alle mennesker. En anden mente, at alle de anklager, hun
havde hørt, ikke kunne passe ind i det billede, hun havde fået af Sai Baba gennem 30 års hengivenhed. Andre sagde, at det var selvbedrag eller
projektioner fra drenge og unge mænd, der gennemgik en svær tid seksuelt.
Sams historie er blot en af mange, der er kommet frem, siden en af Sai Babas tidligere trofaste tilhængere, den kendte koncertpianist David Bailey, for et
år siden begyndte at samle vidneudsagn, og for et år siden spredte dem på internettet under navnet
"The Findings". Bailey hævder, at han over en periode på fire år har haft flere end hundrede interviews med Sai Baba og fortæller til B.T., at det først var efter flere
end 50 interviews, at han begyndte at mistænke Sai Baba for at være en bedrager.
Baileys tro på Sai Baba blev for alvor sat over styr, da flere studenter kontaktede ham og betroede ham, hvordan Sai Baba misbrugte dem seksuelt.
De bad ham om hjælp, fordi de ikke turde fortælle deres forældre det af frygt
for ikke at blive troet. Samtidig frygtede de for deres personlige sikkerhed.
Chokeret over beskyldningerne begyndte Bailey at indsamle vidneudsagn fra eks-tilhængere verden over, som ud over beskyldninger om seksuelt misbrug
også indeholder oplysninger, der stempler Sai Baba som en magtbegærlig, løgnagtig og pervers, falsk profet og alle hans såkaldte helbredelser og
materialiseringer som bluff. Ydermere har en sag på Sai Babas hospital i Puttaparthi vakt en del opsigt. En søn, der skænkede sin syge far sin ene
nyre, opdagede, at den forsvandt på mystisk vis, og faderen døde.
»Jeg har talt med mennesker, der voksede op med Sai Baba. Allerede som teenager var han homoseksuel transvestit, og der findes adskillige billeder
af ham i sari (den kvindelige indiske klædedragt, red.). Flere af hans trofaste tilhængere har de billeder og forklarer dem med, at Sai Baba viser
dem den kvindelige side af Gud, siger David Bailey til B.T. fra sit hjem i England.
»Sai Babas onkel var gadekunstner og optrådte med tryllekunster. I Indien har man »guds mænd« i stedet for præster, og deres måde at overbevise folk om,
at de havde særlige evner, var trylleri og tricks som almindelige mennesker
ikke kan gennemskue. Det var sådan, at Sai Baba gik hen og blev »Gud«, mener David
Bailey.
»Mens jeg stadig troede på Sai Baba, oplevede jeg flere tilfælde, hvor jeg
følte, at Sai Baba var med mig og holdt hånden over mig. Men når jeg kom til Indien og takkede ham for det, sagde han blot
forvirret: Hvor? Hvornår? Det passede ikke helt med hans såkaldte evne til at se alt.
Blot en tryllekunstner
Jeg har aldrig set ham helbrede nogen, og alle hans såkaldte
materialiseringer har tydeligvis altid været indstuderede trylletricks. Alle de mange historier, der fortæller om hans særlige evner, har altid været
anden, tredje, fjerde hånds beretninger.
Jeg har ved flere lejligheder set, hvordan han snyder. Sidst sammen med min steddatter i ashramen i Puttaparthi, hvor vi var til interview. Sai Baba lod,
som om han materialiserede nogle penge, men han kunne godt se i vores øjne, at vi havde gennemskuet ham. Han blinkede til os og sagde »don't tell
anybody«.
Bailey mener, at omgivelserne, omstændighederne og ikke mindst folks forventninger skaber den helt særlige stemning, som mange mennesker tolker
som Guds nærvær gennem Sai Baba.
»Når man har siddet i timevis og ventet intenst på, at Sai Baba skal vise sig
og i øvrigt forventer at få en særlig oplevelse blot ved synet af ham og hans
nærvær i det hele taget, er det indlysende, mange føler noget helt særligt ved hans tilstedeværelse. Men når man fjerner »brillerne« og ser igennem
bedraget, virker det hele så dumt, så dumt.
Desværre er der så megen benægtelse. Mange af hans tilhængere kan og vil
ikke se sandheden i øjnene. De har skænket ham deres liv og måske oven i købet
alle deres penge, og så er der alt det, de har sagt til deres venner. Han er alt, hvad de tror på, grundlaget for hele deres liv.
Men for mit eget vedkommende ville jeg ikke spilde et helt liv på selvbedrag, og derfor valgte jeg at undersøge sagen til bunds. Men jeg bad hele tiden
til, at hvad jeg fandt ud af, ikke var sandt,« siger David Bailey.
Millionær bakker ud
Isac Tigrett, den kreative forretningsmand der skabte en formue på Hard Rock Cafeerne, er kendt for sit hengivne forhold til Sai Baba. Han har haft
flere åndelige oplevelser med Sai Baba. Han solgte sin forretningskæde og forærede halvdelen af overskuddet på 50 millioner dollars til Sai Baba, så
han kunne bygge sit berømte prestige-hospital i Puttaparthi.
I dag siger Isac Tigrett til The Daily Telegraph, at han ikke anser sig for at være Sai Baba-tilhænger mere, og at han tror på, at beskyldningerne om
seksuelt misbrug af drenge og unge mænd er sande.
»Folk er i dag delt i to lejre. Enten er man for eller imod. Jeg mener, at hvis man er for, lyver man for sig selv ved at slå alle disse beskyldninger
hen som løgn. Hvis man er imod, forventes det, at man tager sit sværd og slår
ham ihjel. Jeg er ikke i nogen af disse to lejre.
For mig er det eneste meningsfulde forhold med Sai Baba det personlige, og alle må gøre op med sig selv, hvad det skal baseres på.«
Når skepsis ryger over bord
Klaus Gormsen er cand. psych. og har beskæftiget sig med guru-begrebet og hvad der sker, når mennesker smider al skepsis og sund fornuft over bord for
at følge en bevægelse eller en guru.
»De har afgjort evner, ellers ville de ikke være i stand til at bygge et guru-imperium op. Men den evne, som disse energimestre har til at bringe
andre mennesker i en tilstand af ekstase, er ikke nødvendigvis kombineret med moral og etik og respekt for mellemmenneskelige relationer,« siger Klaus
Gormsen.
Klaus Gormsen mener, at den ekstatiske bevidsthedstilstand i virkeligheden er vores fødselsret. Vi har blot mistet kontakten til den. Og på en eller måde
kan mennesker, der er i besiddelse af kraftfulde energier ved øjenkontakt,
berøring, håndspålæggelse eller blot ved deres tilstedeværelse, bringe os i
kontakt med den bevidsthedstilstand.
Lukkede øjne »Men mennesker bliver nogle gange »hooked« på den person, der giver dem adgang til den tilstand, og så ryger evnen til at være skeptisk og
kigge kritisk på, hvad der reelt sker.
Det er et led i mønsteret, at disciplene vil gøre alt for at bortforklare og retfærdiggøre handlinger, som ud fra normal bevidsthed regnes som overgreb.
Selv kriminielle handlinger vil de lukke øjnene for, for at bevare adgangen til den ekstatiske bevidsthedstilstand, som de mener er koblet på deres guru,
siger Klaus Gormsen, der har skrevet bogen »Ekstasens nødvendighed«, som bl.a. handler om guruer og projektioner.
»Når folk oplever total glæde og at være ét med kosmos, så regner de helt automatisk med, at den person, der bringer dem i kontakt med denne
bevidsthedstilstand, også er i orden på alle andre planer.
En genial atomfysiker eller kunstner kan godt have ubehagelige sider og
primadonnanykker, og det kan en spirituel mester også. Men det passer ikke ind i det billede, disciplene gerne vil have af guruen. Derfor må de ty til
benægtelse og selvbedrag.«
bev
Bukkene skal skilles fra fårene
»Det har eksisteret de sidste 30 år. Det kan ikke være anderledes. Der skal altid være en Judas eller en vantro Thomas. Det er en del af den guddommelige
leg,« siger Steen Piculell, en af de fremtrædende personer i den danske Sai Baba organisation, om beskyldningerne om pædofili.
»Om han gør det ene eller det andet, ved jeg ikke. Det er ikke sandt ud fra et åndeligt perspektiv. Sai Baba gør aldrig noget for egen vindings skyld.
Han gør kun noget for andres skyld. Han er uden ego,« siger Steen Piculell og forklarer sagen med, at »det her handler om at skille bukkene fra fårene«
-altså de troende fra de ikke-troende. Jeg har været i ashramen 29 gange og været til adskillige interviews. Jeg har kun oplevet fantastiske ting.«
Leder af Sai Baba organisationen i Nord- og Østeuropa, Thorbjørn Meyer, siger, at organisationen ikke beskæftiger sig med med den slags rygter.
»Det er syge menneskers misforståelser og projektioner. Den slags angreb har der altid været på store åndelige ledere, selv Jesus.«
Babas dårlige samvittighed
Der kommer alle mulige mennesker til sådan en åndelig magnet som Baba, og så opstår der misforståelser og projektioner. Hvis man er meget optaget af
noget. . . og har dårlig samvittighed over nogle tilbøjeligheder, man ikke er glad for at have, overfører man det på andre. Så jeg synes, det her siger
mere om dem, der sender det ud. Det er beklageligt, sygt og meget synd, siger
Thorbjørn Meyer.
Sai Baba organisationen har 2-300 aktive medlemmer herhjemme, men der skønnes at være mindst 2-3000 Baba tilhængere i landet.
Bettina Vilmun
Avis: B.T. søndag 05.11.2000. 1. sektion , side 20
Emne: Indien;religion;sexmisbrug;børn
Navn: Sai Baba;Conny Larsson
SVENSK SKUESPILLER ANKLAGER
SAI BABA
|
Illustration:
MANDEN I CENTRUM: Sai Baba forklarede det seksuelle misbrug af drenge og unge mænd
med, at det var »guddommelig berøring«.
|
Et af de mange vidneudsagn, der er kommet frem om Sai Babas seksuelle misbrug af drenge og unge mænd, stammer fra den kendte, svenske skuespiller Conny
Larsson, der i mange år var en hengiven tilhænger og selv gennem mange år blev seksuelt misbrugt af Sai Baba.
Sai Baba forklarede det med, at det var »guddommelig berøring,« og at Conny Larsson trængte til at få ændret sin kundalini-energi (kundalini-energi er
den guddommelige seksualenergi, red.). Først da Conny Larsson blev omkring 30 år, holdt overgrebene op. Sai Baba er ifølge Conny Larsson kun interesseret i
drenge og unge mænd fra syv år til 30.
Affærdigede alt
Conny Larsson har været en af organisationens åndelige ledere i Sverige. I 1983 begyndte de første beskyldninger om seksuelt misbrug af drenge og snyd
med materialiseringer at se dagens lys, men Conny Larsson affærdigede alt som
løgn.
»Tre år senere indså jeg, at han gjorde det samme med andre drenge, som han gjorde med mig. Jeg gjorde mig fortrolig med drengene, der fortalte den samme
historie. Swamien (vismanden, red.) havde oralsex med drengene, som oftest var
heteroseksuelle. Forklaringen var altid, at han ville ændre deres
kundalini,« siger Conny Larsson.
Hjernevasket
»Og det er ledere inden for organisationen bekendt med over hele verden, herunder de danske ledere. Når drenge eller jeg har talt med dem om det,
smiler de bare og siger, at det er guddommelige kræfter.
Jeg har selv været hjernevasket i mange år. Til sidst tror man ikke
længere på, hvad man selv ser og føler, for alle fortæller dig hvor skønt
det er. Jeg vågnede først op, da en ung mand på 21 bad om min hjælp som psykoterapeut, fordi han var blevet misbrugt af Sai Baba.
Og alt dette sker i Guds og kærlighedens navn.
Men Sai Baba er så indflydelsesrig, og derfor slipper han afsted med det. Vi talte med den amerikanske ambassadør i Indien om det, og hans reaktion var:
Hvis der sker noget med Sai Baba, vil The State Bank of India gå nedenom og
hjem.«
Conny Larsson driver i dag et behandlingshjem for unge i Valdemarsvik. Han har oprettet en livslinie til Baba-tilhængere, der har været udsat for
overgreb, eller vil have støtte til at komme ud af bevægelsen.
Avis: B.T. søndag 05.11.2000. 1. sektion , side 20
Forfatter(e): BETTINA VILMUN
Emne: Indien;religion;børn;sexmisbrug
Navn: Ole Alstrup;Sai Baba
MIN GUD VAR PEDOFIL
Ole Alstrup levede i 15 år med troen på, at Sai Baba var Gud. For et år siden
blev han overbevist om, at rygterne og historierne om Sai Babas pædofili var sande.
Flere unge mænd havde igennem årene betroet ham, hvordan de blev udsat for seksuelle tilnærmelser. Til sidst kunne Ole Alstrup ikke længere
bortforklare, hvad han hørte.
Det bragte ham ud i en dyb psykisk krise, og en del af healingen har været at hjælpe med at få vidneudsagn og oplysninger frem i lyset.
»Sai Baba var min Gud. Jeg gik i chok. Det tog mig tre måneder at blive endelig overbevist. Det var frygteligt. Det var en åndelig voldtægt på det
dybeste plan,« siger Ole Alstrup og forklarer, hvordan han følte, at han havde brug for Sai Babas nåde for at leve i denne verden.
Undertrykte tvivlen
»Min stærke tro på Sai Baba som Gud var baseret på en projektion fra mit eget sind, at jeg ville tro på Sai Babas løgne om, at han var en inkarnation
af Gud. På det underbevidste plan ønskede jeg ikke at gøre op med min tvivl -
jeg undertrykte den for at kunne leve videre med illusionen og eventyret,« siger Ole Alstrup, der i dag hjælper andre eks-tilhængere i samme situation.
|